Hvordan gør du det nemmere at skabe nye gode vaner?

Nye gode vaner
Personlig effektivitet

Hvordan gør du det nemmere at skabe nye gode vaner?

Hver gang vi gør det samme igen og igen skaber vi vaner. Handlinger som foregår automatisk, og hvor vi ikke skal bruge særlig meget hjernekapacitet. Det er på mange områder rigtig godt, fordi vi på den måde kan spare på den trods alt begrænsede hjernekapacitet vi har. Og det er især vigtigt i et samfund, hvor alt går stærkere og stærkere.

Vi hjælper vores kursister med at automatisere en masse handlinger og få systemerne til at overtage så meget som overhovedet muligt, så vi kan få mere ro og overskud i hverdagen. Det kræver vaneændring og det er svært, men med et par gode redskaber kan du gøre det meget nemmere for dig selv.

Find formålet

Det første meget vigtige skridt, når du går i gang med at skabe nye vaner er at se formålet. Hvad får du ud af at gøre noget anderledes? Hvis du ikke kan se, hvad du får ud af det, så vil hjernen ganske enkelt modarbejde dig i at optage en ny vane.
Så gør det helt klart for dig selv, hvilken værdi den nye vane kan skabe for dig.

Tag små skridt

Vælg nogle få punkter at arbejde med ad gangen. Start med de små nemme ting du vil gøre til nye, gode vaner. Lav gerne en vurdering af hvad der kan skabe størst værdi med mindst mulig indsats.

Når du har haft succes med at få indarbejdet en ny god vane – især hvis det har været nemt – er du langt mere motiveret i at skabe endnu en ny god vane.

Små positive skridt gør det meget nemmere at skabe nye gode vaner.

Lav en kæde

Komikeren Jerry Seinfeld har et rigtig godt råd til, hvordan du kan hjælpe dig selv med at ændre vaner.

Jerry Seinfeld siger, at man for at blive en bedre komiker skal skrive bedre jokes. Hvordan skriver man bedre jokes? Ved at skrive nyt materiale hver eneste dag. Og til det havde han et system.

Jerry Seinfeld havde en stor årskalender til at hænge på en fremtrædende plads på væggen. Hver dag, når han havde skrevet på sit materiale tog han en tush og satte en kryds over dagen. Efter et par dage er der en lille kæde af røde krydser. Fortsætter man, bliver kæden langsomt længere og længere for hver dag. Næste opgave er så ikke at bryde kæden af krydser. Du kan bruge metoden på mange forskellige nye gode vaner du gerne vil indarbejde.

“Don’t break that chain!” Kontinuerlige handlinger skaber vaner.